Hvordan får vi mere genbrug ind i byggeriet, og hvad skal der til, for at det også fungerer i praksis? Det var nogle af de spørgsmål, der var på dagsordenen, da CDB deltog i Klimafolkemødet 2026 i Middelfart.
Projektleder Peter Brix Westergaard repræsenterede CDB i paneldebatten “Materialestationerne kommer”, hvor fokus var på genbrugte byggematerialer og på de muligheder og udfordringer, der følger med.
Er genbrugte materialer dyrere end nye? Er der materialer nok til, at det kan fungere i større skala? Og hvordan får vi økonomi, logistik og arbejdsgange til at hænge sammen?
Det var nogle af de spørgsmål, som panelet tog fat på. Sammen med repræsentanter fra Realdania, Hillerød Kommune og Region Hovedstaden var vi med til at udfordre nogle af de myter og barrierer, der ofte dukker op, når snakken falder på genbrug i byggeriet.
Erfaringer fra den daglige drift
I debatten bidrog vi med erfaringer fra CDB, hvor vi afprøver cirkulære løsninger i praksis og undersøger, hvad der skal til, for at de også fungerer i hverdagen.
For cirkulær drift handler ikke kun om selve materialerne. Det handler også om de arbejdsgange, vaner og rammer, der skal være på plads, hvis genbrug, reparation og bevaring skal blive naturlige valg i den daglige drift.
Det kan for eksempel handle om, hvordan materialer bliver opbevaret, hvordan man holder styr på dem, og hvordan man gør det nemt for medarbejderne at vælge en brugt løsning frem for en ny, når behovet opstår.
Netop derfor er materialestationer interessante i arbejdet med cirkulær drift. De kan være med til at gøre genbrug mere tilgængeligt, men de skal også fungere praktisk og økonomisk for dem, der skal bruge dem.
Klimafolkemødet gav derfor en god anledning til både at dele erfaringer fra CDB og høre, hvordan andre aktører arbejder med at få mere genbrug ind i byggeriet.

