Vores ambition om at gøre cirkulær drift til en naturlig del af hverdagen i boligbranchen har fået en flot anerkendelse. Vi er nemlig nomineret til Almene Stjernepriser 2026 i kategorien Boligområder og bæredygtighed, som uddeles af BL – Danmarks Almene Boliger.
I CDB undersøger vi, hvordan vi kan bruge de ressourcer, vi allerede har, og gentænke måden, vi vedligeholder og renoverer boliger på. Vi har blandt andet arbejdet med cirkulære løsninger i flyttelejligheder og et fælleshus, hvor vi har fået gode erfaringer med, hvad der fungerer i praksis.
Men projektet handler om mere end de enkelte renoveringer. Vi vil også være med til at skabe en kulturforandring, hvor vi går fra “brug-og-smid-væk” til at reparere og genbruge mere. Derfor har vi udviklet et undervisningsmateriale, der skal inspirere og hjælpe medarbejdere i både almene og private boligorganisationer på vej.
Vi er stolte af nomineringen og glade for, at der bliver sat fokus på nye måder at tænke boligdrift på!

