I går havde vi netop afholdt åbent hus, hvor vi for første gang kunne præsentere resultatet af vores cirkulære boligrenovering for offentligheden. Mange lagde vejen forbi for at se, hvordan genbrugsmaterialer er blevet brugt i alt fra gulve og køkkenelementer til badeværelsesinventar og vægfliser.
Gæsterne fik en rundvisning i boligen og mulighed for at høre om de erfaringer, vi har gjort os undervejs – fra materialevalg til praktiske løsninger, der fungerer i hverdagen. Kaffevognen udenfor blev hurtigt et naturligt mødested, hvor gæsterne kunne tage en pause, få en forfriskning og fortsætte dialogen om projektet.
En særlig tak til GreenDozer for at levere genbrugsmaterialer af høj kvalitet og til entreprenør Thylkjær ApS for deres evne til at arbejde med genbrug på en professionel og løsningsorienteret måde.
Åbent hus markerer en vigtig milepæl i samarbejdet mellem AL2bolig og Søren Jensen om Cirkulært Driftede Boliger. Vi ser frem til at bygge videre på erfaringerne og fortsætte arbejdet mod flere renoveringer, der gavner både miljø, økonomi og beboernes hverdag.











