CDB nomineret til Renoverprisens Specialpris 2026

En 1-værelses lejlighed i Åbyhøj er blevet til mere end en renovering. Den er blevet et konkret eksempel på, hvordan vi kan arbejde med cirkulær renovering i praksis. Det gælder både i den almene boligsektor og i den drift, der fylder hver dag.

For nylig besøgte nomineringsudvalget lejligheden i Åbyhøj for at se projektet og høre mere om tankerne bag. Her blev det vist, hvordan eksisterende materialer og bygningsdele er blevet bevaret og genbrugt.

Nomineringsudvalget udtaler blandt andet: “Den cirkulære istandsættelse af en almen bolig i Åbyhøj nomineres til Specialprisen, fordi projektet med en kreativ tilgang viser, hvordan en flyttelejlighed kan blive afsæt for en større forandring i den måde, vi tænker drift, vedligehold og ressourceforbrug på.”

Det er netop dét, der gør nomineringen særlig for os. For projektet handler ikke kun om én lejlighed, men om de mange almindelige istandsættelser, der sker hver eneste dag. Alene i den almene sektor er der omkring 80.000 flytninger om året, og hver fraflytning betyder typisk istandsættelse, materialeforbrug og nye indkøb. Alt for ofte bliver udskiftning det naturlige valg, fordi det er sådan, vi plejer at gøre. Det er den kultur, vi gerne vil være med til at ændre.

Vi er virkelig glade og stolte over, at lejligheden i Åbyhøj er blevet nomineret som ét af de to projekter til Renoverprisens Specialpris 2026. Vi glæder os til at deltage i prisfesten til september og ser frem til at blive inspireret af de gode renoveringsprojekter, der er med i feltet.

CDB er et samarbejde mellem AL2bolig og Søren Jensen, og projektet er støttet af Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania. Renoveringen af lejligheden er udført af Thylkjær ApS – Tømrer- og snedkerforretning i samarbejde med GreenDozer.

Klik her for at læse mere om nomineringen.